Når det swinger

skilsmisse limbo

image

Kender du følelsen af at være i krig med dig selv?

At der foregår en indre brydekamp imellem fornuft og følelser? Følelser der popper op igen og igen. Længsel. Lidelse. Lidenskab. Hvorfor følges det hånd i hånd?

Som om der altid er en status quo.. Alle udsving over linien medfører en ditto nedtur under.

Hvorfor kan man ikke bare få fred? Lade fornuften tage over? Følge det sunde. Det gode for en. Hvorfor drages man af det smertelige? Hvorfor skal det være så ambivalent? Holder det aldrig op?

Jeg valgte for helvede selv at gå! Jeg havde kæmpet længe nok! Han fortjente mig ikke. Han ville mig det ikke godt. Og det havde jeg indset. Vores børn skulle reddes. De skulle ikke vokse op i det mønster. Jeg blev mere og mere bevist om at jeg måtte redde mig selv for at redde dem.

Jeg trak mig ud med neglene.. Og jeg slæbte mig igennem. Et ben foran det andet. Med øjnene stramt fokuseret på horisonten. Mod fremtiden. Det bedre liv derude. Et rigtigt familieliv på sigt. Og ikke det halve han bød mig. Jeg var familien. Han tjekkede ind og ud og efterlod kun kaos bag sig. Sled mig i bund.

Men jeg elskede ham stadig. Mit hjerte tilhørte ham. Min familie. Min drøm. Min kerne.

Åh Gud hvor jeg hader ham for at han tog det fra mig. At han gjorde det så svært for mig at blive.

Jeg var blevet. Hvis der bare havde været en anelse af håb.

Han var måske nok psykopat. Men han var for helvede MIN psykopat. Faren til MINE børn. Og når han var god – Så var han fantastisk. Men han flippede altid over, når man mindst ventede det. Han var en Two faced joker. Sol på den ene side og mørke på den anden. Hans solstråler fik mig til at skinne. Og hans mørke udvaskede mig. Fortærrede mig. Åd mig levende.

Hans hånd klemte så hårdt om mit hjerte. Skånelsesløst. Uden varsel. Ingen forståelse. Empati. Tillid. Tro. Ikke en del af hans ordforråd.

Jeg var måske endda gået tilbage hvis der havde været det mindste tegn på at han ikke ville eksplodere i hovedet på mig som en fuser fra nytårskrudtet. Han var min fest og mine tømmermænd på samme tid. Jeg vidste aldrig hvordan jeg skulle mixe ham til den rette cocktail. Enten blev jeg dømt for lidt eller for meget. Eller også fik jeg en overdosis.

Hans hånd maser stadig mit hjerte. Jeg kan mærke det fysisk. Hjertet krymper sig bogstaveligt talt. Bliver sort af smerten. Minderne maser sig på. Tvivlen. Gjorde jeg det rigtige? Kunne jeg have gjort mere? Kunne jeg have elsket ham højere. Vist det mere. Troet. Arbejdet. Knoklede så hårdt for de små øjeblikke. Almisserne. For bare en enkel gang imellem at blive ramt af solens stråler. Mærke varmen lade og lyse mig op. For blot få øjeblikke efter igen at se skyerne dukke op og stå forfrossen og forkommen i skyggen.

Og jeg ved ikke hvem jeg hader mest for at vi blev ved så længe. Eller for at vi gav slip.

Men jeg ved at jeg hader mig selv for stadig at lide.

Jeg er videre. Jeg valgte mig selv. Hver dag vælger jeg aktivt. Valgte noget bedre. Tryggere. Sundere. De fleste dage er jeg stærk. Og fast i troen. Han fik ikke knækket mig helt, men han tog et stykke af mig. Kampen kører i mig. Solen drager mig som Ikaros. Og jeg kan mærke mine vinger brænde.

Men.. Det bliver imellem dig og mig..

-Ekskonen

Følg med på INSTAGRAM, FACEBOOK, BLOGLOVIN’

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når det swinger